Samtale med ministeren om kunstig intelligens i fremtidens gymnasium

Mandag kom undervisningsminister Magnus Heunicke forbi Roskilde Katedralskole til drøftelser med elever og undervisere om kunstig intelligens.

Eleverne i 3.z havde forberedt en række gode spørgsmål til ministeren om kunstig intelligens’ rolle i gymnasiet, bl.a.:

  • Hvordan skal vi arbejde med skriftlighed? Skal vi fx til at skrive mere i hånden?
  • Hvordan undgår vi, at AI skaber mistillid mellem lærere og elever, fordi nogen bliver mistænkt for snyd uden grund?
  • Hvordan sikrer vi, at betalingsversioner af chatbots ikke skaber større ulighed mellem elever? 

Møde med skolens AI-ambassadører

Efter mødet med eleverne gik turen videre til en samtale med skolens tre AI-ambassadører, Michala, Louise og Christina, der sammen med uddannelsesleder Frida og rektor Thomas fortalte om, hvilke muligheder og dilemmaer vi står overfor, og hvilke indsatser vi har gjort og har planer om i den kommende tid. 

For vi skal bruge AI på en måde, der styrker læring og kritisk tænkning. Vi skal arbejde både med, uden og om kunstig intelligens.

SoMe-elever interviewede ministeren

Som afslutning på besøget stillede Magnus Heunicke op til et interview om alt fra AI, ministerens yndlingsnummer, og hvor meget fravær, han egentlig selv havde som gymnasieelev.

Se interviewet på Instagram, hvor der også ligger billeder fra besøget.

Tak for besøget og for en vigtig samtale om fremtidens gymnasium i en virkelighed, der som altid er under forandring. 

09.11.26