Nyt tilbud til kommende Team Danmark-elever: Fuld studentereksamen - færre fag

Som Team Danmark-partnerskole tilføjer vi endnu en fleksibel mulighed for unge sportstalenter.

Team Danmark-elever, der begynder på Roskilde Katedralskole i 2026, 2027 eller 2028, kan vælge at gennemføre en fuld adgangsgivende 3-årig STX med tre færre fag. 

For Karoline fra 2.d, der er på landsholdet i golf, lyder det som rigtig god mulighed:

 ”Den ordning ville jeg formentlig have benyttet mig af. Jeg træner golf 15-20 timer om ugen og har flere gange været væk fra skolen i mere end en uge for at deltage i turneringer. Så kan det være ret presset at nå det hele. Med færre fag vil der være mindre at skulle indhente, når man kommer tilbage”.

Eliteidræt anerkendes som kompetencegivende

Søren Ellehammer, der er Team Danmark- og eliteidrætskoordinator på Roskilde Katedralskole, er glad for, at vi er kommet med i ordningen. Hans løbende kontakt med skolens mange sportstalenter viser, at eleverne har vidt forskellige behov. Og det er vigtigt at skabe de bedste rammer for, at hver enkelt elev kan nå i mål med både sportsambitioner og studentereksamen.

For rektor Thomas er det centralt, at eliteidræt anerkendes som en vigtig dannelsesarena. Eliteidrætselever lærer at skabe struktur i hverdagen, tage ansvar for deres udvikling, arbejde i fællesskaber, håndtere pres og navigere i internationale miljøer. Forsøget anerkender, at nogle af gymnasiets dannelsesmål også opnås gennem sporten.

Forsøgsordningen er et frivilligt tilbud, der retter sig mod de Team Danmark-elever, der har stor sportslig aktivitet ved siden af skolen. Samtidig fastholdes den eksisterende mulighed for et 4-årigt gymnasieforløb.

I alt er 19 Team Danmark-partnerskoler med i ordningen, som Team Danmark står bag. 

Spørgsmål?

Har du spørgsmål til ordningen, er du velkommen til at skrive til Team Danmark-koordinator Søren Ellehammer på rksej@rks-gym.dk.

Du kan også læse mere om Team Danmark og eliteidræt på Roskilde Katedralskole.

16.04.2026