Elevstyret succes: Musicaltradition sætter unge i førersædet - også efter gymnasiet

På Roskilde Katedralskole har traditionen for 100 % elevstyrede musicals udviklet sig til noget mere end bare forestillinger. Det er blevet en identitetsskabende del af skolens DNA, og noget som musicaleleverne tager med sig videre, efter de har forladt skolen.

Traditionen tro kulminerer utallige timers forberedelser i uge 7, når holdet bag årets musical Brødrene Løvehjerte opfører fem forestillinger. Det særlige? Alt er elevstyret. Fra manuskript og instruktion til koreografi og musikkompositioner – hver eneste beslutning er taget af en styringsgruppe af elever, og intet overlades til tilfældighederne.

Større engagement og mod

For instruktørerne Tobias (3.m) og Nikoline (3.r) er der ikke tvivl om, at ansvaret og tilliden til, at eleverne kan selv, skaber større engagement, mod og fællesskab. Og større forløsning, når forestillingerne brager ud over scenekanten, og resultatet af 100 elevers fælles indsats står klart.

At lede det store fællesskab frem mod forestillingerne sammen med resten af styringsgruppen kræver noget af dem som mennesker, og det er én lang læringsproces. Samtidig er de meget bevidste om, at de skal give deres erfaringer videre til de 1.g'ere og 2.g'ere, der skal overtage rollerne næste år. 

Tidligere elever har startet teaterscene 

Det er netop det særlige fællesskab og succesen ved at erfare, at man selv kan, der har fået tidligere RKS-elever - med Silla, student i 2023, i spidsen - til at starte et nyt musicalprojekt op i Taastrup under navnet Kalas Scenen.

Når man først har oplevet fællesskabet om og drivkraften i at skabe en musical fra start til slut, kan det være svært at undvære. Og det har unge i Taastrup-området nu glæde af.

Billetter til Kattens musical er udsolgt

Hvis du ikke allerede har sikret dig en billet til Brødrene Løvehjerte, må du vente til næste år. De blev nemlig lynhurtigt udsolgt.

06.02.2026