Fysik A, Matematik A, Kemi B
De naturvidenskabelige love og matematikken er i store træk tidløs viden, og kan derfor ikke kun bruges til at forstå vores verden i dag, men også til at løse problemstillinger i fremtiden.
I studieretningen fokuserer vi på, hvordan verden omkring os hænger sammen, og hvordan vi kan forstå og beskrive naturen ved hjælp af eksperimenter og teorier.
Jeg kan især godt lide, at vi altid har udgangspunkt i virkeligheden og får fingrene i, hvordan det hele virker. Det er som at opdage en ny verden i den verden, vi allerede kender.
Søren Kriegbaum Sandberg, 2.u
Vi søger særligt en dybere forståelse af fysikkens love, og i stærkt samarbejde med matematik, styrkes de teoretiske aspekter af de naturvidenskabelige fag. Du træner også dine evner til at analyse og løse en åben eksperimentel problemstilling.
Studieretningen er adgangsgivende til langt de fleste videregående uddannelser, og giver desuden en dybere fysikfaglig forståelse, som udvikles i tæt samarbejde med matematikfaget gennem hele gymnasietiden.
Du arbejder bl.a. med:
Fysik A giver dig en dybere forståelse af de grundlæggende naturlove, der styrer vores omverden. Det sker gennem en kombination af eksperimenter og teori, hvor du arbejder med måleapparater til at opsamle data og bruger it-programmer og viden fra matematikken til behandle disse data. I denne studieretning kører fysik og matematik tæt parløb gennem alle tre år, og derfor skabes god mulighed for at opnå en dybere forståelse af fysiske fænomener.
I Matematik A trænes du i at tænke logisk, systematisk og kunne gennemskue mønstre. Du arbejder med at forklare, hvorfor de matematiske regler gælder, og hvordan de kan bruges i praksis til at undersøge og beskrive vores omverden. Gennem det tætte parløb med fysik i denne studieretning, opnår du en dybere forståelse af matematikkens muligheder for at løse praktiske problemstillinger.
I kemi lærer du om de byggesten, som alt omkring os er opbygget af, nemlig grundstofferne, og du lærer om struktur og egenskaber af kemiske forbindelser. Centralt er studiet af når kemiske bindinger brydes og nye dannes - en kemisk reaktion. I kemi skal du arbejde både teoretisk og praktisk. Teorierne skal selvfølgelig efterprøves i laboratoriet med eksperimenter.
Certifikat i Science og Talent
Roskilde Katedralskole er et af de få gymnasier i Danmark, der har modtaget "Certifikat i Science og Talent". Vi har nemlig stort fokus på talentudvikling og lever op til Sciencetalenters vision om, at flere skal inspireres til at uddanne sig indenfor naturvidenskab.